Hos mennesker over 50 år forekommer hæmorider ofte. Det er et sjældnere syn hos børn og unge, men det kan faktisk godt forekomme. Hæmorider er ubehagelige i forbindelse med afføring, og kan både være smertefulde og bløde. Det er ikke altid, det bliver opdaget hos børnene, fordi de oftest går væk af sig selv. Derudover er det måske ikke altid, man er opmærksom på, at det kan være derfor, at børnene græder, eller er sure. En hæmoride hos dit barn kan skyldes mange forskellige ting, og der findes også forskellige behandlingsmuligheder, hvis hæmoriden ikke forsvinder helt af sig selv. De er godartede og dermed ikke farlige, men kan give smerter, svie og kløe.
Årsager
Der er forskellige aspekter, der spiller ind, når et barn udvikler en hæmoride. Forstoppelse og dårlige toiletvaner kan især føre til hæmorider. Mange gravide har også stor chance for at udvikle hæmorider.
Selve lidelsen skyldes, at tarmslimhinden med de underliggende blodårer bliver løs, og derefter begynder at bevæge sig ud igennem endetarmsåbningen ved eksempelvis afføring. Derfor kan det ende med, at hæmoriderne hænger uden for endetarmsåbningen.
Børn og hæmorider
Mange tror ikke, at børn kan udvikle hæmorider. Det er dog sådan, at børn har lige så stor chance for at udvikle hæmorider som alle andre. Ofte bliver de dog ikke opdaget, fordi de går væk af sig selv – og fordi barnet ikke selv kan sige, at det er der, det gør ondt.
Da små børn jo ikke selv styrer sine toiletvaner, skyldes deres hæmorider oftest en forstoppelse. Derfor er det vigtigste, man kan gøre som forældre at sikre sig, at maven bliver holdt i gang. Det gør man ved at give sit barn varieret kost og en masse væske samt ved at sikre sig, at barnet er aktivt, og bevæger sig i løbet af dagen. Når et barn er fysisk aktivt, bliver maven også holdt i gang.
I nogle tilfælde kan børn opleve problemer med maven på trods af, at de får den helt rigtige kost, rigeligt at drikke og bevæger sig meget. I sådan nogle situationer kan det være en fordel, at gøre afføringen blødere ved hjælp af et afføringsmiddel som eksempelvis lactulose.
Lactulose fås som håndkøbsmedicin mod forstoppelse, og virker lokalt i tarmene ved at tilføre vand direkte til tarmen. På den måde bliver afføringen blød igen, og forstoppelsen forsvinder.
Hæmorider kan ikke drænere sig selv for blod, når den er udenfor endetarmsåbningen. Det er derfor vigtigt, at I som forældre sørger for at skubbe hæmoriden tilbage i endetarmen med spidsen af en finger. Ligeså snart hæmoriden er placeret indvendigt i endetarmen, vil den stille og roligt tømme sig selv for blod, klappe sammen og forsvinde så smerterne holder op.
Endvidere er det også vigtigt at opretholde en god hygiejne hos sine børn, og huske at vaske sit barn med neutralt sæbe intimt et par gange dagligt. Derudover kan det også være godt at placere en kold klud ved endetarmen, da den kan få hæmoriden til at trække sig sammen eller i hvert fald fjerne lidt af kløen og smerterne. Det er vigtigt, at der ikke går infektion i hæmoriden, og det kan der nemt, fordi barnet har små rifter omkring den.
Endeligt kan hæmoriderne gøres mindre smertefulde, hvis man benytter bløde vaskeservietter eller klude i stedet for almindeligt toiletpapir, når barnet skal tørres for neden.
Det er altså helt normalt, at dit barn udvikler hæmorider. Det handler bare om at være opmærksom på det. Hæmorider er som sagt godartet, men kan være smertefulde og ubehagelige for dit barn.